Udstilling i fabrikkens lokaler i tiden 14. til 25. juni 2010. i fabrikkens åbningstid.
Fernisering mandag den 14. juni kl. 09.15!
Bruunshaab gl. Papfabrik inviterede i januar måned kommunens skoler til at deltage i en kreativ udfordring, som, vi tror på, kan udvikle sig til en vedvarende dialog samt på sigt bidrage til at sætte fokus på Papfabrikken som værende et af kommunens træf-punkter for innovative tiltag.
Denne invitation har i første omgang resulteret i et samarbejde med Møllehøjskolen i Bruunshaab og Overlund Skole. Det er lærere og elever fra skolernes 3., 4, og 5. klasser, der har taget imod udfordringen.
Eleverne, i alt omkring 150, har valgt at arbejde med hhv. lamper og boliger! Deraf den foreløbige titel på projektet: Pap Bo 2010. Alt bliver produceret i genbrugspap fra Bruunshaab gl. Papfabrik.
Resultatet vil blive præsenteret på en udstilling i fabrikkens lokaler i tiden 14. til 25. juni 2010. Fernisering mandag den 14. juni kl. 09.15!
Vi tror, at projektet vil kunne bidrage til flere ting: Dels elevernes (begyndende og/eller supplerende) forståelse af begreber som miljøhensyn og genbrug, dels få et indblik i begrebet industrihistorie og sidst, men ikke mindst kan virke som inspiration for den kreative proces, såvel på det individuelle plan som i team-building situationer. Sidegevinsten kunne være en positiv medieomtale til glæde for alle parter.
Det aktuelle tiltag skal ses som et pilotprojekt. Vi forventer, at der næste år kan åbnes op for en alternativ udstilling, måske med fokus på papkunst. At lukke (yderligere) op for døren til kunstens verden – en verden som ikke kan undgå andet end at berige, uanset hvor du befinder sig i dit livsforløb, er et synspunkt, som vi tillader os at argumentere for.
Opgaven løses klassevis. En dommerkomité vil udvælge “bedste forslag for kreativitet” samt “bedste forslag for brugbarhed”. De valgte forslag vil blive præmieret. Præmierne vil tilfalde “klassen”, og ikke “kun” de pågældende elever bag de udvalgte produkter.